En skøn kreolsk/cajun Jambalaya med spicy chorizo, kylling, store Vannamei rejer, frisk Habanero chili, cayenne, hvidløg og krydderurter. Retten stammer fra New Orleans, Louisiana og bliver kaldt "Sydens biksemad" da den ofte er baseret på rester fra køleskabet. En forholdsvis nem og hurtig "one-pot" ret som fint egner sig til både hverdagsmad og når du skal lave mad til mange gæster. Ligesom andre gryderetter vinder den også meget smag ved at stå til dagen efter, og resterne er perfekt til frokosten dagen efter.
Peberfrugt, løg, chili og bladselleri skæres/snittes i små stykker
Forårsløg snittes i tynde skiver og persillen hakkes fint. Disse skal bruges til pynt til sidst i retten.
Chorizo skæres i skiver, gerne et par milimeter tykke så der er lidt bid
Kylling skæres i mundrette bidder på ca. 1 cm
Skyl rejerne let
Kog ½ liter vand i en elkeddel eller gryde og opløs en bouillon-terning eller Fond Du Chef i vandet så det er klar til senere i tilberedningen
Tilberedning
Vigtigt: Rejerne skal ikke i retten før til allersidst, de bliver hurtigt små og seje hvis de får for meget varme
Varm olien op i en tykbundet gryde ved middel-høj varme
Steg chorizo pølsestykkerne indtil de er brunede og sprøde. Tag dem op og læg til side
Steg kyllingstykkerne og tilsæt 1 spiseskefuld Sambal Olek. Tag dem op og læg til side
Hæld peberfrugt, bladselleri og løg i gryden, og lad det stege et par minutter indtil løgene bliver blanke
Tilsæt presset hvidløg, chili, laurbærblade, cayenne, oregano, hakkede/flåede tomater, kylling og chorizo, og lad det simre et par minutter
Tilsæt ½ liter hønsefond/bouillon og 3 dl ris direkte i retten og rør godt rundt
Læg låg på gryden og skru ned til lav varme. Lad det simre i 20-25 minutter eller indtil risene er klar. Rør rundt med jævne mellemrum så det ikke brænder på i bunden
Rejerne skal tilsættes til sidst da de ikke skal tilberedes i så lang tid. Så snart risene er klar tilsætter du rejerne, rører forsigtig rundt og lægger låg på. Efter 5-6 minutter er retten klar.
Servér pyntet med forårsløg og persille
Notes
Hvis man ønsker det ekstra hot så kan vi varmt anbefale chili og chilisaucer fra South Devon Chili Farm